Man mener, at de første mennesker i Sydamerika ankom via Nordamerika ved at krydse Bering-landbroen fra Sibirien og derefter migrerede sydpå. De tidligste arkæologiske beviser på menneskelig bosættelse i Sydamerika findes i Monte Verde i det sydlige Chile. De kan muligvis dateres helt tilbage til år 16.500 før vor tidsregning.

Stamfaderne

Norte Chico-civilisationen opstod i Peru som et af de første uafhængige civilisationscentrummer i verden. Deres første by, Huaricanga, dateres til 3.500 før vor tidsregning. Det var den ældste by i Amerika, og en af de tidligste byer i verden. Man mener, at den har været den eneste sydamerikanske civilisation, der også var afhængig af fiskeri og ikke kun landbrug, for at forsørge sin befolkning.

De kunstneriske landmænd

Nazca-civilisationen blomstrede i Peru mellem ca. 200 før vor tidsregning til 600 efter vor tidsregning og havde sit religiøse centrum i Cahauchi, et ceremonielt sted med pyramider og en plads dedikeret til en hel kreds af forskellige guddomme. Folkene troede, at disse naturguder ville hjælpe dem i deres livsvigtige landbrugsarbejde og sende dem regn for at vande deres marker, men formålet med templerne i Cahauchi er stadig uklart den dag i dag.

Nazca-folket, der var dygtige landmænd, skabte et omfattende underjordisk akvæduktsystem, der gjorde det muligt for dem at producere en række afgrøder, der omfattede majs, squash, sød kartoffel, kassava, achira og endda bomuld og kakao. Men omkring år 500 e.Kr. begyndte civilisationen at falde fra hinanden, og inden år 750 e.Kr var den helt opløst. Man mener, at en større oversvømmelse, ironisk nok, delvis var ansvarlig for deres tilbagegang.

Denne civilisation er også ansvarlig for Nazca-linjerne, en række fascinerende og store tegninger af figurer raderet ned i ørkenbunden i Pisco-dalen. De betragtes som en art geoglyf, men der er flere teorier om, hvorfor disse linjer blev lavet. En af dem antyder, at de var en slags markeringer af astronomiske fænomener, der hjalp Nazca-folket med at plante og høste afgrøder. Der er stadig ingen endelige teorier om, hvorfor disse linjer blev lavet, så de er fortsat et mysterium.

Bysamfund

Staten Chimú, også kendt som kongeriget Chimor, blev grundlangt i nærheden af nutidens Trujillo i Peru, og opstod ca. 1.000 e.Kr. Chimús oprindelige velstand skyldtes hovedsageligt deres landbrugsmæssige resultater, understøttet af et omfattende vandingsanlæg.

Da den var på sit højeste dækkede Chimor-hovedstaden Chan Chan omkring 20 kvadratkilometer og havde en befolkning på op til 40.000. Byen var lavet af rækker af på forhånd udhuggede blokke af støbt mudder eller ler. Bygninger og gader blev lavet med stenforede kanaler og afbrudt med små kunstige søer og brønde. De mest imponerende eksempler på gammel arkitektur her er de store rektangulære arealer med paladser, der fungerede som kongelig residens, lagerfacilitet, mausoleum og administrativt center.

Chimú-folket er bedst kendt for deres karakteristiske monokromatiske keramik og metalarbejde af kobber, guld, sølvbronze og tumbaga, en blanding af guld og kobber. De brugte østersskaller som dekorationer, offergaver og en form for valuta. Chimú-statens undergang skete, da inkaer erobrede Chan Chan i ca. 1470 e.Kr.

Arkitekterne og ingeniørerne

Med dens opståen i 1438 e.Kr. var inkariget langt fra det største før-columbianske imperie i Amerika. Det strakte sig fra det, der nu er Ecuador, gennem Peru og Bolivia, ned til Chile og dele af Argentina. Det administrative, politiske og militære centrum af imperiet var i byen Cusco. Inkaerne byggede gæstgiverier, signaltårne, veje og store, kongelige steder, som f.eks. berømte Machu Picchu.

Inkariget bestod af 6-14 millioner indbyggere fra mere end 100 forskellige etniske grupper. Veludviklede landbrugs- og vejsystemer sammen med en centraliseret religion og sprog hjalp med at opretholde en sammenhængende stat. Der var intet skriftsprog, men en form for Quechua blev den primære dialekt, og knudesnore kendt som quipu blev brugt til at holde styr på historiske og regnskabsmæssige optegnelser. De fleste indbyggere var selvforsynende landmænd, der dyrkede majs, kartofler, squash og passede lamaer, alpakaer og hunde og betalte skat gennem offentlig arbejdskraft.

Inkaerne havde også en enorm militærstyrke. Inkarigets hær var en multietnisk væbnet styrke, der blev brugt til at udvide imperiet og forsvare territoriets suverænitet. Da imperiet voksede i størrelse og befolkning, gjorde hæren det også, og talte 200.000 mænd, da den var på sit højeste. På trods af deres magt blev inkaerne hurtigt overvældet af sygdomme og overlegne våben hos spanske angribere, den sidste bastion i deres enorme imperium blev overtaget i 1572.

Vil du lære mere om disse fantastiske civilisationer og besøge resterne, der er på UNESCO’s verdensarvsliste, der stadig kan ses i dag? På vores ekspeditionskrydstogter til Sydamerika har du en chance for at se Nazca-linjerne og besøge Chan Chan og Machu Picchu.