Vi starter med flyrejse fra København til Kangerlussuaq, hvor vi ankommer sent om aftenen.

USA anlagde lufthavnen under Anden Verdenskrig som mellemstation for flyvninger til og fra Europa. Nu er lufthavnen det vigtigste knudepunkt for internationale flyvninger til Grønlands spredte bosættelser.

Kangerlussuaq betyder "den store fjord", og med M/S Roald Amundsen sejler vi næsten hele fjordens længde (190 kilometer) ud til det åbne hav.

Ilulissat ligger i det smukke landskab ved Ilulissat Isfjord, der er på UNESCOs verdensarvliste. Lige uden for byen ved fjordens udmunding kan man ofte se enorme isbjerge, der er gået på grund. De stammer fra Jakobshavn-gletsjeren, der er en af de mest produktive gletsjere på den nordlige halvkugle.

Isbjergene flyder ned ad den 20 kilometer lange fjord ud i Diskobugten. Nyd at iagttage isbjergene skifte nuance, når deres overflade rammes af midnatssolen.

Hør isbjergenes lyde, når de revner og rumler, så det giver ekko fra den ene ende af Ilulissat til den anden. Hurtigruten tilbyder en række udflugter: En kort

gåtur gennem byens netværk af korte stier, der fører ned til fjordens bred. Eller tag med ud på vandet for at komme tæt på isen og måske se hvaler fra en båd, eller køb en billet til en tur over isfjorden med et fastvinget fly eller en helikopter.

Sisimiut ligger 40 km nord for Polarcirklen og er en moderne by, der fastholder gamle traditioner. Gå med i land for at udforske den farverige by; besøg det lille museum, gå en tur i bjergene og køb noget lokalt håndværk.

Lige over for Diskobugten ligger Disko-øen og byen Qeqertarsuaq. Det var her, Gjøa-ekspedition og den anden Fram-ekspedition stoppede for at få hunde og andet udstyr med på vej til Nordvestpassagen.

Vi krydser Davis-strædet, der er en nordlig arm af Labradorhavet. Strædet blev opkaldt efter den engelske opdagelsesrejsende John Davis, der ledede tre ekspeditioner i området mellem 1585 og 1587. Han var på udkig efter en rute gennem Nordvestpassagen, og han opdagede Hudson-strædet. Davis var den første til at gøre opmærksom på mulighederne for sæljagt og hvalfangst i Davisstrædet og til at vise, at Newfoundlands torskefiskeri kunne udvides så langt mod nord.

Devon Island er jordens største ubeboede ø (Antarktis regnes som et kontinent). Vi ankommer til Dundas Havn, en forladt bosættelse med en gammel Royal Canadian Mounted Police-lejr og adskillige arkæologiske steder. Tag med i land for at se ruinerne af nogle af disse bygninger sammen med en imponerende Thule-bebyggelse. De mennesker, der levede her, var inuitternes forfædre.

Vest for Dundas Havn ligger Croker Bay, der er en stor fjord med to tidevands-gletsjere inderst i bugten. Området er rigt på dyreliv, og som på enhver ekspedition i Arktis er nærkontakten med naturen en del af oplevelsen. Vi ser måske hvalros, hvidhval eller endda narhval. Isbjørne ses ofte i området, og i tundraen omkring kysten findes små bestande af polarharer og moskusokser. Dette er et perfekt sted til små bådudflugter for at se livet i havet og gletsjere helt tæt på.

Bellot-strædet er en smal passage mellem Prince Regent Inlet, Peel-sundet og Franklin-strædet. Syd for strædet ligger Boothia-halvøen - Nordamerikas nordligste punkt på fastlandet.

Det cirka to kilometer brede stræde har voldsomme strømme på op til 15 kilometer i timen, og måske er der is i vandet. Derfor vurderes forholdene omhyggeligt for at undgå de stærkeste strømninger. Der er ikke grund til at bekymre sig, for M/S Roald Amundsen er bygget til formålet med isforstærkning, udstyr til dybdemåling, fremadrettet lyd-sonar og lys til søgning efter isbjerge - og kaptajnen og besætningen har erfaring i at sejle i forræderiske farvande.

I den østlige ende af strædet ligger det historiske Fort Ross, en handelsstation oprettet af The Hudson Bay Company i 1937. Der findes fortsat to små hytter, der vedligeholdes af den canadiske kystvagt og lejlighedsvis anvendes af lokale inuitter på jagtture.

Når vi har besøgt Fort Ross, forsøger vi at sejle gennem det smalle Bellot-stræde, hvor Stillehavet og Atlanterhavet mødes. Efter at være kommet sikkert ind i Stillehavet fortsætter vi med at holde udkig efter dyreliv. Jo flere øjne, der holder vagt, jo større er chancen for at spotte isbjørne, der ofte ses i dette område.

Efter Bellot-strædet krydser vi Victoria-strædet og ankommer til Coningham Bay, hvor vi søsætter vores landgangsbåde for at udforske bugten. Vi håber at se en masse dyreliv, da den lave, brede bugt er et kendt opholdssted for hvidhvaler og isbjørne.

Gjoa Haven / Gjøa Havn (på Kong Williams Ø) er en populær destination for fans af arktisk historie. Navnet ærer den norske opdagelsesrejsende Roald Amundsen, der overvintrede her på Gjøa-ekspeditionen. Han kaldte stedet "den fineste lille havn i verden".

Amundsen og hans mænd brugte næsten to år i Gjoa Haven, og de var travlt beskæftiget med at indsamle videnskabelige data. Jagt på rensdyr og udforskning af det omkringliggende område varierede deres arbejdsrutiner.

Da Amundsen og hans besætning på fem mand ankom, var der ingen europæisk bosættelse her. De var i kontakt med inuitterne og lærte en masse af dem om overlevelse og om at rejse i polarområderne. Netsilik-inuitterne er direkte efterkommere af det gamle Thule-folk, og de har boet i området i over tusind år.

John Ross ekspeditionen (1829-1833) havde tidligere besøgt regionen, og den ulyksalige John Franklin-ekspedition (​​1845) omkom i nærheden, så Gjoa Haven har ofte haft besøg af arktiske opdagelsesrejsende.

Nu er bosættelsen kendt for kunst og kunsthåndværk - blandt andet udskæringer med shamanistiske ansigter som motiv, og talentfulde syersker producerer smukt inuit-tøj. Her er også fremragende kulturelle steder, herunder Heritage Centre, Hamlet Centre og Northwestpassage Territorial Trail.

I de varme måneder, når tundraen er dækket med blomster, og havet er åbent, yngler talrige arktiske fugle i nærheden, herunder lommer, gæs, ænder, terner, kjover, præstekraver, snespurve og sneugler.

En smuk flok moskusokser bor på øen, og der er også rensdyr.

Ved ankomsten bydes vi varmt velkommen til "den fineste lille havn i verden" af inuiterne, der selv kalder stedet Uqsuqtuuq (der betyder "masser af fedt" med reference til områdets mange havpattedyr).

Vi sejler først gennem Coronation-golfen og derefter - ikke uden fest - gennem golfen, der lige som skibet er opkaldt efter Roald Amundsen.

Her forlader vi rækkerne af øer og labyrinten af kanaler, der forvirrede tidlige opdagelsesrejsende. På den næste del af rejsen er der åbent hav mellem os og Nordpolen!

Brug tiden til at nyde nogle oplysende forelæsninger, prøv fitnessrummet og swimmingpoolen eller sorter dine fotos. Der er også samlinger med ekspeditionsteamet for at opsummere rejsen hidtil og høre om planerne for de kommende dage.

Efter at have brændt i århundreder er Smoking Hills et bemærkelsesværdigt syn med røg, der stiger op fra klipperne på østkysten af Cape Bathurst.

Brunkul er en kombination af skifer og pyrit og tændes spontant, når den udsættes for luft på grund af erosion af bakkerne.

I 1850 var et eftersøgningshold i området for at finde den forsvundne Franklin-ekspedition.

Efter at have set røgen blev en gruppe sendt i land for at undersøge det, de troede var lejrbål fra den forsvundne ekspedition. Men de opdagede kun røgsøjler fra klipperne og fandt ikke det forsvundne Franklin-hold.

Navnet på den nærliggende bosættelse Paulatuuq betyder "kulstedet".

Ud over at være Alaskas - og dermed USAs - nordligste punkt er Point Barrow slutningen af vores sejlads i Beauforthavet og starten på vores sejlads i Chukchihavet.

Vi holder udkig efter grønlandshvaler og gråhvaler.

Den nærmeste by, Barrow, har en befolkning på 4.000. I Inupiat Heritage Centre kan man købe kunst og håndværk - fx udskæringer, masker, parkajakker og pelsvanter.

Vores episke rejse slutter i Nome, hvor Roald Amundsen sluttede den første krydsning af Nordvestpassagen i 1906.

I 1898 fandt tre heldige svenske mænd guld i Anvil Creek, og inden for et år var 10.000 mænd ankommet for at søge lykken.

I vinteren 1925 havde Nome et udbrud af difteri, mens området var afskåret fra resten af verden af sne og havis. Den eneste måde at få serum frem til at behandle sygdommen fra Anchorage, 1600 kilometer væk, var ved hjælp af hundeslæder i stafetløb. Denne farverige historie fortælles på Carrie M. McLain Museum.

Ekspeditionsrejsen slutter her, og om morgenen er der er transport til lufthavnen, hvorfra der flyves til Vancouver. Her er der transport til hotellet, hvor der skal overnattes.