Galápagos: En udviklingshistorie
For omkring fem millioner år siden opstod der en række voldsomme, geologiske begivenheder i Stillehavet hundreder af kilometer fra Sydamerikas kyst. Her skete der et udbrud i jordskorpen, og bølge efter bølge af lava blev spyet ud, som ophobede sig og dannede vulkanske øer, der stak op over havoverfladen. Denne proces varede et par millioner af år, og resultatet var en øgruppe med klippefyldte og golde øer, der var for barske til noget liv.
Mens disse unge øer kølede af, begyndte forskellige dyrearter at komme til og koloniserede øerne. Man har spekuleret i, om disse nytilkomne flød dertil på store stykker af vegetation, der brækkede af ved kysterne i Central- og Sydamerika. Eftersom de nye øer var så langt væk fra det kontinentale fastland, var det kun de mest hårdføre skabninger, der overlevede rejsen, og ingen pattedyr var i stand til at klare turen. Ved ankomsten var de nødt til straks at tilpasse sig til det, der for dem var et radikalt nyt miljø. Det var et spørgsmål om at “tilpasse sig eller dø”.
Disse tilpasninger førte til, at de udviklede sig på en helt ny måde, helt anderledes end deres artsfæller på fastlandet. Som følge deraf er mange af arterne på Galápagosøerne så enestående og er klassificeret som endemiske, hvilket betyder, at de ikke findes andre steder i verden. Darwins besøg på øerne førte til udgivelsen af hans berømte bog om naturlig selektion, Om Arternes Oprindelse. Denne naturhistoriker fra det 19. århundrede havde længe haft mistanke om, at arterne ikke var så uforanderlige, og dette blev bekræftet, da han så, at de kunne udvikle sig og tilpasse sig de udfordrende og forskelligartede forhold. Han betragtede øgruppen som et levende laboratorium, og øerne anses stadig i dag som et af verdens førende steder for videnskabelig forskning inden for evolutionær biologi.
-
-
-
-
Foto: Shutterstock og Getty Images
En utilsigtet opdagelse
Den første person, der menes at have sat fod på Galápagosøerne, var den spanske biskop i Panama, Tomás de Berlanga. Hans opdagelse i 1535 af øerne var helt tilfældig, da han faktisk prøvede at navigere mod Perus kyst på en apostolsk mission fra Centralamerika. En uventet stærk vind drev sammen med Panama-strømmen hans skib hen til Galápagos, og da han gik i land, så han, hvordan der var fyldt med – i hans øjne – sære væsener, der opførte sig på sære måder. “Fuglene her er så dumme,” skrev han senere til den spanske konge, “at de ikke ved, hvordan de skal flyve.”
Pirater! De første gæster på de fortryllede øer
Nogle gange bliver Galapagosøerne helt usynlige. Det er dog ikke så mystisk, men skyldes et tæt slør af tåge. Den fine damp – der af de lokale kaldes for as garua – dannes, når kølig luft over vandet blandes med varmere lommer. Øerne ser ud til at komme frem på magisk vis, når tågen fordamper, og lige så hurtigt forsvinder de, når tågen omslutter dem igen. Dette usædvanlige fænomen har givet øgruppen kælenavnet Las Encantadas, hvilket betyder de “fortryllede” eller “forheksede” øer.
De søfarende begyndte at snakke om disse sagnomspundne øer, der helt kunne forsvinde, og i 1570 blev der udarbejdet et kort over den spanske nye verden af en flamsk kartograf ved navn Abraham Ortelius. Kortet cirkulerede bredt i hele Caribien og blev brugt af pirater, der plagede Stillehavet i 1600-tallet. De tidligere så lidet kendte øer blev således bogstaveligt talt sat på kortet for allerførste gang og fik det ret oplagte navn Islas de los Galapagos, hvilket betyder “kæmpeskildpaddernes øer”.
Senere i det 17. og 18. århundrede brugte disse pirater Galapagos som et sikkert tilflugtssted. Kæmpeskildpadderne viste sig at være ideelle som piraternes kød, da de kunne opbevare dyrene levende på deres skibe i flere måneder ad gangen. Desværre dræbte piraterne tusindvis af disse skabninger, der så let kunne fanges, og fjernede det, der nu er kendt for at være en nøgleart for økosystemets sundhed på øerne. Så vidt vi ved, efterlod de desværre ingen begravet skat.
En ny tidsalder med beskyttelse
Ligesom piraterne før dem fik hvalfangere fra det 18. århundrede en frygtelig indflydelse på øerne. Endnu flere kæmpeskildpadder blev dræbt, og endvidere introducerede de dyr som rotter og geder på øerne med ødelæggende virkninger til følge for de oprindelige arter. Faktisk ville deres skadelige arv senere tjene som grundlag for at gennemføre stærke bevarelses- og genoprettelsestiltag på Galapagos.
I 1920'erne ankom der flere bølger af europæere for at bo på de tidligere ubeboede øer, og de fleste af dem kom fra Norge. Senere kom der bølger fra andre lande, og i 1959 nøjagtigt, 100 år efter udgivelsen af Darwins bog, blev øerne givet status som nationalpark af Ecuador. Kort efter kom begrebet om ansvarlig turisme på banen, så man kunne vise øgruppens skønhed frem uden at skade de skrøbelige økosystemer. Den nye indstilling var at værne om og beskytte disse unikke øer, da vi som mennesker først blev skyllet op på Galapagos’ kyster for mindre end 500 år siden og derfor er nogle af de nyeste organismer, der er ankommet!
Du er det seneste kapitel i denne historie
At besøge Galápagos i dag er en hel del lettere end før i tiden. Men i modsætning til de opdagelsesrejsende i “de gamle dage” sigter vi mod at give noget tilbage til disse fjerntliggende og smukke øer i stedet for at tage. Meget af øgruppen har en stor grad af lovmæssig beskyttelse fra UNESCO og Ecuadors regering, og der er adskillige projekter, der har til formål at genskabe det oprindelige dyreliv og økosystemerne, og derfor gør vi – selvfølgelig – vores besøg så skånsomt som muligt.