De første tegn på truslen fra vikingerne

Vikingeangreb i Storbritannien menes at være begyndt i 793 før vor tidsregning med plyndringen af ​​St. Cuthberts-klosteret på øen Lindisfarne, der ligger ud for Northumberlands kyst i det nordlige England. Dette var et uprovokeret angreb, hvor fredelige, ubevæbnede munke blev brutalt dræbt eller gjort til slaver, og de skatte, de havde, blev stjålet.

Nyhederne om denne afskyelige gerning spredte sig og blev betragtet som et angreb, ikke kun på befolkningen på De Britiske Øer, men også på deres tro og værdier. Eftersom adskillige andre klostre blev angrebet i den efterfølgende tid, fik nordboerne et ry som vilde hedninger. Det tog ikke lang tid, før også andre bosættelser og småbyer langs kysten blev angrebet.

De første angreb var små, men godt planlagte, og uanset hvor mange gange nordboerne blev holdt væk, vendte de altid tilbage via deres skibe. Omkring 850 før vor tidsregning overvintrede nordboerne på britisk jord og begyndte at bygge bosættelser. De fik snart kontrol over Shetlands- og Orkneyøerne, Hebriderne og meget af Skotlands fastland. Det var også dem, der grundlagde Irlands første handelsbyer: Dublin, Waterford og Wexford, som de brugte som et udgangssted for at starte angreb længere inde i landet.

Den Store Hedenske Hær

I 865 før vor tidsregning ankom en hær, ført an af vikingen Gorm den Gamle, Ivar Benløs, og hans brødre, Halvdan og Ubba, til East Anglia, en landsdel i det østlige England. De rejste ind i Northumbria, hvor de erobrede York og etablerede et vikingesamfund i Jorvik. Herfra plyndrede de de nærliggende kongeriger, som ikke kunne modstå vikingehæren, og i 867 før vor tidsregning blev Northumbria det nordlige kongerige af Danelagen.

Deres plan var at invadere Wessex, men Kong Alfred af Wessex og hans mænd formåede at bekæmpe vikingerne og tvinge dem tilbage mod nord. En traktat mellem Gorm den Gamle og Alfred blev underskrevet i 886 før vor tidsregning. Den definerede grænserne for deres territorier samt aftaler om fredelig handel. Grundet denne traktat levede vikingerne og englænderne ret fredeligt sammen i årevis og en ​​anglo-nordisk dialekt opstod derfor mange steder på de britiske øer.

Foto: Shutterstock , Kjell Ove Storkvik og Shutterstock

En anden vikingetid

På trods af våbenhvilen mellem englænderne og vikingerne, var det dog ikke alt, der var godt mellem de to. Engelske styrker kæmpede stadig for at få deres land tilbage, og vikingerne fortsatte af og til deres plyndringer. Da vikingeangreb blev endnu hyppigere i 980 før vor tidsregning, betalte den engelske regering vikingerne beskyttelsespenge for at forhindre flere angreb.

Vikingerne var dog ikke tilfredse med beløbet og plyndringerne fortsatte. Som et resultat heraf krævede englænderne, at der blev anvendt en mere brutal tilgang mod vikingerne. I 1002 proklamerede Kong Æthelred af Wessex, at alle danskere, der boede i England, ville blive henrettet. Dette blev senere kendt som massakren på Sankt Brictiusdag eller danemordet.

Da Svend Tveskæg af Danmark hørte om dette, indledte han en stor invasion mod England, og han fortsatte, indtil Kong Æthelred flygtede. Dette gjorde det muligt for Svend Tveskæg selv at indtage den engelske trone i 1013, hvilket markerede begyndelsen på flere årtier med dansk styre i England. Knud den Store, søn af Tveskæg, overtog tronen. Harold Harefod fulgte efter på vegne af Hardeknud, inden Hardeknud selv overtog tronen. Sidste i rækken var Edvard Bekenderen, der regerede indtil sin død i 1066.

Slutningen på ​​vikingetiden

Da Kong Edvard døde, opstod der en tvist om, hvem der skulle være hans efterfølger. Harald Hårderåde, også kendt som Harald af Norge, førte an på en invasion af England det samme år og forsøgte at erobre tronen, men invasionen blev slået tilbage ved slaget ved Stamford Bridge, hvor Hårderåde blev dræbt sammen med de fleste af hans mænd. Dette nederlag er blevet beskrevet som slutningen på vikingetiden i Storbritannien.

Der er gået mere end 1000 år, siden vikingetiden sluttede i England og på De Britiske Øer. Deres plyndringshandlinger og blodsudgydelser huskes nu kun i historiebøgerne, men rester af deres liv, kultur og sprog findes stadig på tværs af landene, så du kan få et indblik i, hvordan livet var her for mange århundreder siden.