Det var de gamle grækere, der først kom på idéen med Antarktis. De kendte til Arktis mod nord – som de kaldte Arktos – Bjørnen, fra stjernebilledet Store bjørn og for at skabe balance i verden mente de, at der måtte være en lignende kold landmasse mod syd, eller modsat, som de derfor kaldte “Ant-Arktos” – modsat bjørnen.

Det sagnomspundne frosne kontinent

Året er 1820, og kapløbet om at finde det legendariske, sydlige kontinent er i gang. Men hvem bliver den første til at opdage det? Herefter følger en historie om menneskets stræben, vedholdenhed, beslutsomhed og viljen til sejr, hvor andre fejlede.

For virkelig at fortælle historien er vi nødt til at starte tidligere end 1820 og gå helt tilbage til det antikke Grækenland. De græske lærde var blandt de første til at foreslå, at der kunne eksistere et stort, sydligt kontinent. Aristoteles forklarede, at symmetri af en sfære betød, at Jordens nordlige region skulle afbalanceres med en tilsvarende sydlig region. Dette teoretiske land fik det lidt uklare navn Antarktos, eller “modsat Arktos”.

Vi springer frem til perioden, hvor europæere for alvor udforskede kloden i 1400-tallet. Det imaginære land blev ofte trykt på kort og navngivet ”Terra Australis Incognita” – Det ukendte Sydland. I en periode fortsatte Antarktis afvist som en luftig legende, selvom tanken om det satte gang i fantasien hos mange opdagelsesrejsende. Men legenden skulle snart vise sig at have bund i fakta.

Krydsning af cirklen

I 1773 krydsede James Cook og hans besætning den antarktiske cirkel første gang. Han opdagede isolerede øer, men fandt intet kontinent. Hvad han ikke vidste, var, at han på et tidspunkt under sin rejse var kun 128 kilometer fra Antarktis’ kyst. Cook erklærede de berømte ord, “Jeg kan være dristig og sige, at ingen mennesker nogensinde vil vove sig længere, end jeg har gjort, og at de lande, der måske ligger mod syd, aldrig vil blive udforsket.” Det tog kun 48 år at bevise, at han tog fejl.

Land i sigte!

27. januar 1820 krydsede en russisk ekspedition ført an af Bellingshausen den antarktiske cirkel, hvilket kun var sket én anden gang i historien indtil da. Den følgende dag blev han den første opdagelsesrejsende til nogensinde at have set det ukendte kontinent – en ære, der blev ham nægtet, på grund af forkert oversættelse af hans logbog. Blot et år senere blev opdagelsesrejsende og sælfanger, John Davis, den første person til at sætte foden på Antarktis. Det 7. kontinent var endelig blevet bevist uden tvivl.

Den heroiske tidsalder for udforskning af Antarktis

Fokus skiftede hurtigt til det uundgåelige emne om, hvilket land og hvilke opdagelsesrejsende, der først vil få den misundelsesværdige ære ved først til at nå Sydpolen. Den britiske opdagelsesrejsende Robert Falcon Scott sejlede fra England i 1901 og forsøgte at nå Sydpolen i 1902. De barske forhold viste sig at være umulige at klare, og teamet måtte trække sig tilbage til 82°17’S.

Engelsk-irske Ernest Henry Shackleton havde været en del af Scotts ekspedition og overlevede kun med nød og næppe. Han var dog fast besluttet på at prøve igen. I 1908 var han pioner for ruten op til polarplateauet og kom inden for 180 km af Sydpolen, inden han blev tvunget til at vende om.

Foto: Chelsea Claus og Andreas Kalvig Anderson

Kapløbet om at nå målstregen

To ekspeditioner fulgte snart i 1910. Nordmanden Roald Amundsen førte an på den ene, Robert Falcon Scott på den anden. På dette tidspunkt var Amundsen en veteran inden for polarekspeditioner og havde været den første til at krydse hele Nordvestpassagen med skib fra 1903 til 1906. Denne erfaring viste sig at være altafgørende, og han og hans team formåede at opnå det, som andre ikke havde kunnet før.

Den 14. december 1911, efter 99 dage og 1.400 sømil efter sin afrejse, rejste Roald Amundsen det norske flag på Sydpolen. Robert Falcon Scott ankom 33 dage senere. Hans pinsler er anført i hans logbog, “Det værste er sket [...] Alle dagdrømmene forsvinder [...] Du store Gud! Dette er et forfærdeligt sted". Tragisk nok kom hverken han eller hans følgesvende levende tilbage.

Fredsaftale

I årene fremover krævede flere lande rettigheder i Antarktis, og forhandlingerne mellem Storbritannien, Australien, New Zealand, Frankrig, Norge, Chile, Argentina og USA begyndte i 1948. For at forhindre en konflikt i regionen underskrev 12 lande endelig en Antarktis-traktat i 1959.

Traktaten udtog Antarktis til videnskabelig bevaring, etablerede frihed til videnskabelig undersøgelse og forbød al militær aktivitet på kontinentet. Traktaten var den første våbenkontrolaftale, der blev indgået under Den kolde krig. Antarktis er til dags dato forblevet et sted for videnskabelig forskning og et fyrtårn for særligt eventyrlystne rejsende.